2014-10-25 Ungdomsafdelingen til Grenåpokalerne

Ungdomsafdelingen tog lørdag til Grenå for at deltage i Grenåpokalerne.

 

Referat fra stævnet i Grenaa af Maibritt Pedersen.

Randers skytterne mødte talstærkt op til skydningen i Grenaa.

De fleste mødte op tidlig morgenstund til samling i skyttekredsen og fælles afgang mod øst. Få - mindre morgenfriske skytter - mødte op direkte i Grenaa.

Hvordan gik det så? Jo, Randers skyttekreds' børneskytter og juniorer udmærkede sig da med flere gode skytter. Særligt påfaldende var det, at vi havde de 4 sprit nye luftrifler med, som alle 4 kunne skyde fuld tavle til alle 4 skytter - super godt gået Anders, Sebastian, Emil og Kenny!

Der var da også dramatik i luften; Under én af skydningerne, kaldte en skytte forsigtigt sin træner hen til sig. Hun stod med en "dims" i hånden. "Hvad er det" spurgte Per "det er min aftrækker", lød svaret fra Rikke. Det kunne godt give Per lidt sved på panden - men Rikke var fuldstændig cool. Værktøj blev rekvireret, aftrækkeren monteret på riflen igen og så satte Rikke alle sine skud ind som pletskud i midten af skiven - 200 flotte point! Hun må siges at kunne holde hovedet koldt i selv pressede situationer.

Til middagen blev der - vanen tro - serveret flæskesteg. Dette til stor glæde og begejstring hos de fleste. Flere havde snakket om flæskestegen allerede i ugen op til stævnet - jo jo... det er virkelig godt med traditioner :-). Vi håber aldrig Grenaa laver om på det!

Kenny havde lovet at springe i vandet hvis han skød 200, så det var en skuffelse for flere, da hans far nægtede ham, at tage både dukkert nr. 1 og 2. Han ville ikke have en våd dreng med hjem i bilen, sagde han. Kenny havde skudt 200 hele 2 gange og var ellers frisk. - Om Kenny havde lovet sin far betalt for den holdning, står imidlertid stadig hen i det uvisse.

Det var endnu en dag med stor opbakning fra både skyttekreds, skytter og forældre. Der var en herlig summen af snak mellem mennesker, elektroniske spil på både mobil og Ipad og sågar gammeldags spillekort og brætspil var fundet frem og støvet af i dagens anledning. Når man kiggede sig rundt, så det ud til, at de fleste havde en hyggelig dag.

 

Alle billeder er med © Randers skyttekreds og må ikke bruges med mindre tilladelse er givet af Randers Skyttekreds.

Hvis du finder et billede du gerne vil have fjernet, så kontakt os venligst og angiv hvilket billede du vil have fjernet og hvorfor. Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.