2009-09-13

Fredag

Turen startede fra Randers Skyttekreds fredag kl. 17.00 og gik til Vingsteds skydebaner, Rodel nr. 9. Her blev fællesteltet slået op, som dog manglede den ene ende (hvem har mon lånt den – kan det være vores formand, som jo lige har haft stor fødselsdag?). Men sådan er Johannes heller ikke lige at slå ud, så han fandt på råd (presenning fra tailer og combi camp). Herudover havde i alt 7 børn/unge og 3 voksne egne telte/combi camp med til at overnatte i. Efter opsætning af alle teltene og combi campen, som ifølge Oliver var så let at slå op, "at det kunne selv kvinderne finde ud af", hyggede vi os i fællesteltet med sodavand, kage og chips. Det blev lidt sent inden der blev ro i lejren, men alle faldt dog i søvn til sidst.

 

Lørdag

Dagen startede MEGET tidligt. Daniel Binder og Oliver Olsen kunne ikke sove længe, selv om de var kommet lidt sent i seng. De startede med at snakke omkring kl. 06.00. De sagde, at de havde haft det koldt, at Olivers sovepose var for lille (selv om Oliver ikke er blandt de største) og at Daniels dyne ikke kunne holde ham varm (der havde været ca. 10 graders varme om natten). Der blev rådet bod på den manglende varme, idet Daniels forældre kom med større sovepose og ekstra dyne. Julie Stensgaard, Camilla C. Hansen og René C. Hansen havde derimod ikke problemer, med at sove længe og skulle vækkes for at nå morgenmaden inden kl. 09.00. Heldigvis var de hurtige til at spise, idet de havde brugt   L  A  N  G  tid på morgen toilettet. Deres første skydning var kl. 10.05. Alexander Svenningsen og Ole K. Nielsen kunne derimod tage den med ro og kigge på skyttebutikker, deres første skydetid var først kl. 13.50. Der var stor aktivitet hele formiddagen og eftermiddagen, så vi nåede i 2 hold, af hensyn til skydetiderne, kun lige at få en hurtig rugbrød til frokost. Lørdag kom også træner Peder M. Andersen og Per Rasmussen samt skytterne Rasmus Holst Andersen, Marcus R. Rasmussen, Emilie R. Rasmussen og Morten Nissen. Der var flere forældre på besøg hen over dagen, dejligt at se støtten i giver til jeres børn. Sidst på eftermiddagen fik juniorerne bronze medalje som foreningshold på 200m. Per Rasmussen havde aftensmaden med, som bestod af Pasta med kødsovs. Dejligt med lidt varmt mad og lidt ro for en kort stund. Solen har skinnet hele dagen og det kom nogle af skytterne mærke til på 50 m banerne, så der blev brug for kasketter. De fleste skytter skød op til deres bedste, men Oliver var ikke tilfreds, idet han både på 50, 200 m manglede point til præmiekravet (et lille sølvbæger). Efter aftensmaden blev det tid til en tur i svømmehalen, som havde åben for skytterne fra 19.30 til 22.00. Vi gik dog op kl. 21.00 og der gik heller ikke lang tid inden de første havde fundet soveposen. Gitte og jeg snakkede lidt med børnene om, hvad det bedste havde været, idet det for nogle var første gang de var med. Her meldte Daniel klart ud, at det bedste var "at have forældrene med dankort med". Ja det blev i hvert fald til en ny skyttejakke til Daniel.

 

Søndag

Søndagen startede heldigvis ikke så tidligt. Daniel havde en mesterskabsskydning kl. 09.30. Det blev til mesterskabsskydning for de fleste af skytterne, selv om der var skydekrav for en mesterskydning. Dagen bød på en del vind, så der var noget at tage hensyn til, når der skulle skydes specielt på 50 m. Dagen var fuld af aktivitet med skydning. Frokosten blev atter indtaget i 2 hold. Oliver fik oprejsning for de manglende point til præmiekravet, idet kravet i løbet af dagen blev sænket, så Oliver fik præmie både på 200 og 300m. Esben F. Sørensen og hans mor kom i dag og han fik skudt sin 200m skydning. Sidst på dagen måtte vi desværre konstatere at det blev til 4. plads for Junior foreningsholdet på 50 m og for amtsholdet DDS Østjylland på både 50m og 200m. Men vores førstegangsskytter for udendørs DM ligger blandt de 15 bedste i landet for deres række. Det tyder på fremtidige muligheder for gode resultater for Randers Skyttekreds ungdomsafdeling.

 

Alt i alt en dejligt og oplevelsesrig weekend, der kun kan anbefales til vores skytter og forældre. Det giver også mulighed for skytterne, at lære hinanden bedre at kende på kryds af alder.

 

På de overnattende voksnes vegne (Johannes Nielsen, Gitte Andersen og Eva Thomadsen)

Eva Thomadsen

 

og tak for en god weekend med dejlige børn og god hjælp fra deres forældre.

Alle billeder er med © Randers skyttekreds og må ikke bruges med mindre tilladelse er givet af Randers Skyttekreds.

Hvis du finder et billede du gerne vil have fjernet, så kontakt os venligst og angiv hvilket billede du vil have fjernet og hvorfor. Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.