2011-03-13 DM 15m ungdom

 Så er det atter tid til afgang til Vingsted for ungdomsafdelingen til weekendens DM. Der er 10 børn og juniorer som skal være med til at overnatte sammen med Johannes og undertegnede. Herudover er 2 skytter med om lørdagen. Vi mødtes i klubben kl. 06.00, hvilket er meget tidlig for de fleste.

 

Vi ankom til Vingsted Centeret kl. ca. 7.30 og første skydetid er kl. 8.30.  Daniels mor Rikke og far Heinz har sørget for rundstykker på vejen, så der er lige tid til lidt morgenmad. Herefter går det fra skydning til skydning med en lille pause til den medbragte madpakke og uddeling af værelser. Trænerne Johannes og Per er med på banerne for at hjælpe. Jeg, Rikke og Heniz forsøger at holde styr på tropperne og skydetiderne. Der er bestilt mesterskabsskydning til alle, så alle får skudt 2 gange på cal. 22, selv om der er pointkrav til mesterskabsskydning. Juniorerne får dog udskudt deres mesterskabsskydning, idet det ser ud til at vores junior foreningshold skal deltage i finaleskydningen. Det endte desværre med en 6. plads og der er kun 4 hold med i finalen.  Casper er også lidt ærgerlig, fordi præmiekravet for en BK4 skytte er 194 og han har skudt 193. Emilie R. Rasmussen skød også luft i dag. Emilie og Morten Nissen skal ikke overnatte. Vi får pakket Pers bil med cal. 22 geværerne, så han kan tage dem med hjem. Omkring kl. 16.00 er der tid til en rundtur i området med Johannes, så vores 3 helt nye børneskytter får set området. De får også set udebanerne, så De ved hvor DM på 50m, 200m og 300m skal foregå til september og hvor deres egne medbragte telte skal slås op. 

 

Efter skydningen bliver der hygget på værelserne og Johannes får sig en lille "morfar" efter at have tilkæmpet sig en seng i stedet for madrassen i værelset med Adam, Casper og Oliver S. På værelse 715 får Marcus, Esben, Michal, Daniel og Oliver O. fremskaffet en ekstra seng. Det vides ikke hvor den kom fra. På det sidste værelse 713 er Alexander, Anne-Marie og jeg (Eva)og vi har god plads. På vej over i Vingsted Centeret kommer jeg til at se, at præmiekravet er nedsat så Casper alligevel skal have præmie. Det er Casper glad for, så den må han huske at hente i morgen søndag. Der uddeles normalt præmie til den bedste ¼ i hver række for hovedskydningsresultatet.

 

Kl. 18.30 er der aftensmad i hal 2. Menuen står på Hot´sweet kylling wok med sprøde grøntsager, ris, pasta, grøntsags bjælker og groft salat samt brød, så alle får noget at spise. Der er også is til dessert. Vi må skynde os at blive færdig for kl. 19.30 har vi tid i svømmehallen til kl. 20. 15. Efter svømmeturen er der ikke mange kræfter tilbage, så efter lidt fælles kage og håndboldkamp på fjernsynet i værelse 713 går vi hver til sit. Nogle hygger kun lidt og falder hurtigt i søvn. Juniorerne skal dog lige checke pigerne ud og kommer lidt senere i seng.

 

Søndag starter lidt tidlig for Johannes og juniorerne, idet De har første skydetid kl. 9.05 på luftgevær. De får dog først morgenmad i Hal 2 i Vingsted centeret. Her er næsten alt hvad hjertet kan begære. Børnene og jeg står først op omkring kl. 08.00. Så det passer med at vi kan hjælpe med at bære alle luftgeværerne fra våbenskabet til Vingsted Centeret og herefter få morgenmad. ifølge Adam er der for lidt æblejuice, men ellers er der appelsinjuice, mælk, kaffe og te at drikke. Træner Jan er mødt op for at hjælpe på banerne i dag. Rikke, Heinz og Anne-Maries far Ole er også mødt op for at følge børnene og hjælpe med at bruge penge i skyttebutikkerne til børnenes glæde. Der bliver købt skyderem, sigtemiddel og alu-bagkappe, så der noget at få indstillet og afprøvet til de næste mange træningsaftener. Der er flere børn som går tilbage til værelserne, idet deres første skydetid er kl. 12.00. Men ellers går det atter fra skydetid til skydetid. Alexander er dog så uheldig at støtten falder sammen midt under skydningen, så han bliver noteret for et skud med 0 point. Han får derfor kun 189 i hovedskydningen, men kommer stærkt tilbage med 199 i mesterskabsskydningen. Der bliver serveret bolle med hamburgerryg og ost til frokost. Der er også lidt kagerester. Alle får en mesterskabsskydning på luft med sidste skydning kl. 14.25. Herefter er der kun tilbage at få ryddet værelset og pakket sammen. Det sidste vi når er at hædre Anne-Marie som får skudt sig til en sølvmedalje i BK 3 luft med 399/21. STORT TILLYKKE.

 

På Ungdomsudvalget vegne vil jeg gerne sige mange tak for lån af jeres børn og håber De har haft en god oplevelse. Også tak til forældre og trænere for hjælpen. Håber I atter vil med til September.

Eva Thomadsen

Alle billeder er med © Randers skyttekreds og må ikke bruges med mindre tilladelse er givet af Randers Skyttekreds.

Hvis du finder et billede du gerne vil have fjernet, så kontakt os venligst og angiv hvilket billede du vil have fjernet og hvorfor. Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.