ADHD: FOKUS  NYT

Nyt samarbejde med Børns Voksenvenner

At indgå samarbejde med Børns Voksenvenner er en ny vinkel på projektet med at udvikle tilbud til børn og unge med særlige behov – herunder børn med ADHD.

Det drejer sig både om at rekruttere modne skytter – typisk ældre instruktører – som har lyst til at være voksenven for et barn eller en ung, som har nogle udfordringer med opmærksomhedsforstyrrelser. Men også om at oplyse eksisterende voksenvenner om, at skydning kan være en relevant idræt for disse børn og unge.

Interesserede kan henvende sig til: Projektleder Annegrete Gohr Månsson på 2369 5338eller Børns Voksenvenner: Jette Skylvad 2121 6555.

Læs mere om Børns Voksenvenner

 

Introkurser starter 4. september

De fire kommuner – Esbjerg, Odense, Svendborg og Randers – der allerede har takket ja til at være med i Projekt Fokus, tilbydes nu et introkursus, hvor de involverede parter kan blive klædt bedre på til at styrke tiltaget: Skydeidræt for børn med særlige behov – herunder børn og unge med ADHD.

Introkurserne henvender sig til lærere, pædagoger, skytteforeningens frivillige samt kommunens kontaktperson. Kurserne forløber over en aften og varer fire timer. Det er pædagogisk konsulent og kognitiv terapeut Torsten Thomassen, der skal føre deltagerne gennem aftenen.

Introkurset tilbydes i alle de kommuner, hvor skytteforeninger, skoler/institutioner og kommunen samarbejder om projektet.

Læs mere om introkurset

Trygfonden søges om midler

En ansøgning er sendt til Trygfonden, hvor der søges om midler til at udvikle Projekt Fokus – ro og koncentration gennem skydeidræt. I ansøgningen fremgår det, at Projekt Fokus bør styrkes med to projektmedarbejdere, som skal være med til at udbrede tilbuddet om skydning til børn og unge med særlige behov til hele landet.

Hvis det lykkes at få eksterne midler vil de to projektmedarbejdere og projektleder Annegrete Gohr Månsson får ansvar for hver sin region i landet, der deles i tre: Sjælland og øerne, Fyn og Sydjylland og Midt- og Nordjylland.

Desuden søges om midler til at ansatte en kommunikationsmedarbejder på halv tid, som skal arbejde med ekstern pressedækning, så flest muligt får øjnene op for tilbuddet til børn og unge med særlige behov. Kommunikationsmedarbejderen skal også være med til at udvikle forskellige produkter i projektet – fx en ”ADHD-foreningshåndbog”, som skytteforeningerne kan drage nytte af.

Ansøgningen til Trygfonden om støtte til at udvikle projektet er et forarbejde til en yderligere ansøgning om eksterne midler, der skal finansiere forskningsdelen. Målet er at få lavet en ph.d. om skydeidrættens indvirkning og effekt på børn og unge med særlige behov – herunder børn og unge med ADHD.

 

ADHD-sommerlejr fik besøg af skydetelt

Hvert år inviterer ADHD-foreningen familier til at komme på sommerlejr i Pindstrup på Djursland. I år deltog 120, hvor af omkring 2/3 dele er børn. Især børnene havde glædet sig til at få besøg af et skydetelt, som var en del af en kampagne, De Danske Skytteforeninger har lanceret i 51 byer tre uger i sommerferien.

Flere af drengene kunne slet ikke få nok af at skyde, så de stod nærmest konstant i kø i de 4-5 timer, skydeteltet gæstede sommerlejren. Der arbejdes på, at skydeteltet vender tilbage til sommerlejren næste år. Læs reportage fra sommerlejren

                                                                                                                   Udsendt 5. september 2012

 

FAKTA om FOKUS projektet

DDS ansatte 1. april projektleder Annegrete Gohr Månsson, som i et treårigt projekt skal arbejde med at udvikle tilbuddet ”Skydeidræt for børn og unge med særlige behov” – herunder børn og unge med ADHD.

Projektet kører i to spor: Et spor, hvor samarbejdet mellem kommuner, skoler/institutioner og skytteforeninger udbygges. Foreningerne tilbydes kurser, så de bliver klædt bedst muligt på til at kunne give et kvalificeret idrætstilbud til en målgruppe, der som oftest ikke passer ind i alle idrætsgrene.

Et andet spor, hvor der arbejdes med at skubbe på forskningen inden for området. Hovedmålet er, at der bliver lavet en ph.d. om skydeidrættens indvirkning og effekt for børn med særlige behov - herunder børn med ADHD. Her er en dialog i gang med Syddansk Universitet.

Organisering:ADHD-foreningen er med til at udvikle projektet og sidder tillige med i projektet FOKUS’ projektgruppe, der også tæller en repræsentant fra en kommune, en foreningskonsulent fra DDS, en kommunikationsmedarbejder fra DDS, centerlederen for ”Center for Handicap og Bevægelsesfremme” ved Syddansk Universitet samt projektleder Annegrete Gohr Månsson. Yderligere tilknyttes lederen fra ADHD-centeret ved Psykiatrien, Region Syddanmark. Projektgruppen mødes en gang om måneden. Fire gange om året mødes projektlederen med den overordnede styregruppe.

For yderligere info:Kontakt Annegrete Gohr Månsson på Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
eller mobil: 2369 5338. Læs mere på www.skytten.dk.

 

Nyhedsbrevet udsendes til foreninger med mailadresser, landsdelsforeninger, udvalg, bestyrelse, administration og andre tilmeldte.

Henvendelse vedr. nyhedsbrevet bedes rettet til Helle Veel på Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. eller telefon 7665 6702

Ønsker du eller ønsker du ikke at modtage nyhedsbrevet, meddel da venligst dette her. Oplys venligst FOKUS NYT, landsdelsforening, forening eller andet og mailadresse.